Passer au contenu

Panier

Votre panier est vide

Interview med Kristine Garcia Højbjerre

Midt i en travl hverdag på Østerbro møder vi Kristine Garcia Højbjerre, hun arbejder i mode- og livsstilsbutikken Stoy og er mor til to små piger. Vi taler om familieliv og balance, om at finde plads til sig selv, om en dyb passion for mode og om at skabe en hverdag fyldt med kærlighed og nærvær for sine børn. 

Kan du fortælle lidt om dig, din familie og hvad du laver?

Jeg er 34 år, gift med Philip og sammen har vi Carli på 1 år og Lucca på 4 år. Vi bor i en hyggelig lejlighed på Østerbro. Til daglig arbejder jeg med mode og er Store Manager. Jeg elsker at være aktiv, træne, på tur med pigerne og nyde København. 

Hvad er vigtigt for dig, når du vælger tøj eller sko til dine børn?

Jeg har altid haft en kæmpe passion for børnetøj og sko. Men Lucca går i skovbørnehave, og der er komfort og praktikalitet i højsædet. Det skal sidde godt og rart og især i de måneder vi går ind i, holde til vind og vejr og lange gåture i Dyrehaven. Carli er lige begyndt at tage sine første skridt. Så der er pasform og komfort vigtigst.  

Kan du vælge et par favoritter fra Bundgaard, og fortælle lidt om hvorfor du netop har valgt dem.

Jeg har lige købt Petit Winter til Carli. Perfekte til de små ture, hun har med vuggestuen til legepladsen. De sørger for, at hun holder varmen, og de sidder ordentligt, når hun møffer rundt. Til Lucca har jeg lige købt Siggi. Perfekt støvle og slidstærk til vinteren, hvor de er ude så mange dage som muligt. Og så er den både pæn og praktisk i dark brown :)

Hvad drømmer du om at give videre til dit barn, både i hverdagen og på længere sigt?

Jeg drømmer om at give mit barn tryghed, kærlighed og nærvær i hverdagen, samt små glæder som leg, nysgerrighed, rutiner og det at have det sjovt. På længere sigt ønsker jeg at give værdier som respekt for andre, omsorg, styrke, selvtillid og glæden ved at lære. Jeg håber også at give mit barn et sundt forhold til sig selv og til livet – så det kan stå stærkt og samtidig være åbent og kærligt over for andre.

Har du selv gået i Bundgaard som barn, eller måske din mor eller mormor?

Nej, ikke hvad jeg mindes. Men jeg har altid haft et stærkt indtryk af Bundgaard som et brand, der står for solidt håndværk og sko i absolut topkvalitet – blandt de bedste på markedet – med tidløse og klassiske modeller, der holder år efter år

Hvordan får du tid i en travl hverdag, tid til dig selv og hvordan prioriterer du familie vs. “mig-tid”?  Føler du, at du har været nødt til at give afkald på noget, efter du har fået børn?

For mig handler det om balance og om at give plads til hinanden. Vi prioriterer både træning og tid med venner, og med en fælles kalender kan vi nemt lave planer, der fungerer for os begge. Der er en gensidig tillid til, at vi både tager os af familien og giver hinanden ‘mig-tid’. Selvfølgelig er vi lige nu midt i hamsterhjulet med børn på 1 og 4 år, og det kræver meget af os. Men vi prøver at nyde den tid, vi er i, vel vidende at friheden gradvist vender tilbage, og at det hele bliver mindre krævende med tiden.

Har det at få børn givet dig nogle nye perspektiver på din egen barndom / opvækst som adoptivbarn? 

Helt klart! Selvom adoptionen ikke har fyldt meget i mit liv, har min egen oplevelse af en kaotisk skilsmisse som barn gjort det endnu vigtigere for mig at skabe noget andet for mine piger. Jeg ønsker at give dem tryghed, faste rammer og et familieliv i balance, hvor jeg er både forbillede og støtte – stærk, uanset hvad. Samtidig er det vigtigt for mig at opdrage dem med stærke værdier, næstekærlighed og omsorg, så de vokser op som gode, selvstændige individer.